Det kontaktløse forhold

Vi har vænnet os til det. Forhold uden fysisk kontakt. Uden kropslig konsekvens. Vi stirrer ind i en lysende skærm og siger vi er i kontakt med andre mennesker. Vi afbrydes hvert andet øjeblik af toner og blinkende lamper, som giver os en følelse af hele tiden at være forbundet med andre mennesker. Samtidig gror vores nakke fast i foroverbøjet retning, vores fingerspidser slides mod plasticknapperne og vores øjne sendes flakkende rundt i et lyshav af informationer. Med tiden overbevises vi om, at den tilstand er normal.

Men degenerationen er i gang. Algoritmer kloner vores søgninger og kobler os til vores egne interesser i det uendelige – det vi møder på skærmen, er ikke kontakt med andre, det er en til stadighed billigere version af os selv.

Det kontaktløse forhold handler om en ensom mand, omgivet af digitale apparater, som bliver forstyrret af et andet levende menneske og kan ikke tåle det. Hendes latter bag væggen går ham på nerverne. Hendes gråd gør ham angst. Han gemmer sig i sengen med puder for ørerne, men pludselig ryger han ned gennem et stort sort hul til en helt anden verden, uden levende væsner, kun beboet af en menneskestor robot.

Her får han chancen til at designe sit eget lykkelige liv uden forstyrrelser. Her slipper han for at udvise moralsk omsorg eller almindeligt menneskeligt hensyn. Robotten gør hvad han siger. Det går næsten for godt…

Med inspiration fra H.C. Andersens Nattergalen og associationer til Hitchcock’s Psyco-karakter Norman Bates og japansk social dating med robotter, skabes denne nonverbale syrede komedie i fysisk vildskab og marionetteater-symbolik af mimer og performer Øyvind Kirchhoff og danser og koreograf Katrien van der Velden.